Nyheder
Vi tænder Espergærdes Sct. Hansbål!
Torsdag d. 23. juni vil De grønne Spejdere igen sørge for at byens Sct. Hansbål på Kirkestranden kommer flot i gang. Vi er klar med et lille bål til at riste skumfiduser fra kl. 19, og kl. 21:30 tænder vi det store bål. Der er jo tradition for, at der kommer en masse mennesker fra hele byen. Derfor håber vi at se rigtig mange venner og familiemedlemmer! Sidste år var Espergærdes bål endda direkte i landsdækkende TV! |
Ny knivlov fra 1. juli 2016
KFUM-Spejderne meddeler, at folketinget har vedtaget en ny knivlov. Loven betyder, at det fra 1. juli som hovedregel vil være tilladt at medbringe alle slags knive til spejder uden at overtræde loven. Dermed kan spejdere igen trygt finde almindelige multitools og enhåndsbetjente knive frem fra kasserne.
Reglerne om størrelse på knivbladet og tidligere krav om tohåndsbetjening bortfalder. Omvendt vil der være skærpet straf til privatpersoner, der bærer kniv uden at have et godt formål med det. |
Spejderne i TV2/Lorry!
De er nemlig med til at fordele Shakespeare-bøger i Helsingør! 23. april 2016 er det 400 år siden at den verdensberømte forfatter Shakespeare døde, og det markeres ved at alle 29000 husstande i Helsingør kommune får et eksemplar. 7. april blev bøgerne frigivet, og nu skal spejderne sammen med andre frivillige kræfter i gang med at dele dem ud. |
Hytteindvielse lørdag d. 22. august - kom og vær med
Spejderhytten er nu stort set færdig. Der mangler lidt jordarbejde udendørs, samt maling af ydervæggene. Indenfor mangler vi lamper og at få møbler mv. ordnet. Grupperådet har besluttet at vi holder indvielsesfest lørdag d. 22. august! Her håber vi at mange af gruppens venner vil kunne komme, og vi vil også meget gerne se nye spejdere og ulve. |
Nu er hytten næsten færdig
Det er gået hurtigt i den sidste tid, med tæt tag og vinduer på plads kom der fart på inden døre, så de sidste byggearbejder efter et halvt år er ved at være færdige. Der er kommet køkkenelementer op, lagt gulv, og trappen til kælderen er igen på plads. Hytten har nu fået grunder på de udvendige vægge, så den beskyttende indpakning af presenninger kunne fjernes. Den mangler dog stadig at få sin rigtige farve igen. De nye byggeregler har betydet at der er lavet lidt om, så huset bliver mere handicapvenligt. Det ene WC-rum har nu plads til en kørestol, og der skal også laves en platform og rampe udenfor, så man kan komme ind uden at gå på trapper. Elektrikeren og maleren er i gang i kælderen. Det ser rigtig flot ud, og nu varer det ikke længe, før hytten er klar til at vi kan flytte ind. |
Byggepladsen 2
Den endelige byggetilladelse blev først givet 1. oktober. Det var længe at vente, men så skete der også noget! Syv kæmpestore pakker med byggesættet til hele den nye hytte ankom få dage efter, og er nu samlet. Der er også kommet tag på, selv om det kun kunne lægges i tørvejr. Det er gået lidt langsomt, for der har været mange regnvejrsdage siden oktober! Men nu er der kommet vinduer og døre i hele huset, og sat varme på. Varmepumpen, der overlevede branden, er gjort ren og sat op igen. Der er også trukket nye kabler rundt i huset, og en stor del af vandinstallationen er på plads. Arbejdet inden døre ikke længere så afhængigt af vejret. Hele huset er pakket ind i presenninger, for væggene skal beskyttes mod fugt, indtil de er blevet malet. |
Byggepladsen 1
Så er området omkring spejderhytten ved at blive til en byggeplads. Vores udbrændte hytte er på vej væk, og når det er sket, vil der forhåbentlig hurtigt rejse sig en ny. I forbindelse med byggeriet har vi sat nogle webkameraer op på grunden. Tanken er, at vi med korte mellemrum tager billeder af området omkring hytten mens den rives ned og den nye hytte rejser sig. Billederne samler vi til en time-lapse film som vi så kan kigge på, når hytten engang er færdig. Webkameraerne er forhåbentlig også med til at sikre området omkring byggepladsen uden for arbejdstid, så materialer og værktøj bliver på matriklen. Vi har sat skilte op, på og ved indgangen til området, så alle der færdes på området er klar over at de bevæger sig på et videoovervåget område. Kameraerne snurrer 24 timer i døgnet. |
Spejderhytten brændt
Der er opstået en brand ved spejderhyttens indgangsparti tirsdag aften d. 31. december. Ved branden er hele vores store patruljelokale udbrændt. Dele af tagkonstruktionen er styrtet ned, og vi formoder, at der er svære sodskader i hyttens stueplan. Vi ved ikke, hvor medtaget resten af hytten er, da hytten og området omkring den er afspærret. Men vi må antage, at en stor del af inventaret er gået tabt, herunder også mange billeder, standere, bannere og andet, der har været med til at tegne mere end 60 års spejderhistorie i Espergærde. Vi ved endnu ikke hvordan branden er opstået, men afventer politiets tekniske undersøgelser. Spejderne må gerne tage til spejderhytten og se skaderne, så længe det sker sammen med forældre. Afspærringen på stedet skal respekteres, både af hensyn til politiets tekniske undersøgelser, men også for jeres egen sikkerheds skyld. Det er endnu ikke til at sige, om skaderne på hytten kan udbedres, eller om hytten er så medtaget, at den skal bygges op på ny. Indtil videre flytter vi derfor vores ugentlige spejdermøder til nogle lokaler på Mørdrup kirke. Husk, at møderne er flyttet til torsdage kl. 18.30 - 20.00. Første møde er d. 9 januar. |
1-10 of 20